|
|
Velkommen til Sigvard Mahler Dams hjemmeside
Siden omhandler en hel del interessante aspekter i menneskets liv, som jeg håber også interesserer dig, og som måske kan inspirere dig på din videre rejse i livet, ligesom emnerne har gjort mit liv mere interessant.
Som du ser er emnerne delt op i to overordnede kategorier, det spirituelle og det jordiske: når du har levet længe nok i det jordiske liv med alle dets jordbundne tanker og energier, så kan det være godt at slippe kontrollen og begynde at svæve, tænke på alle de ting, som gør livet lidt mere spændende at leve, og lidt mere spændende at deltage i, ”der er mere mellem himmel og jord”, siger vi ofte med et skævt smil. Når du så har svævet nok, så er det på tide at få noget jordforbindelse igen, så du ikke svæver ad Bloksbjerg til, og du kan så finde de mere jordnære ting frem i tilværelsen at slappe af med.
Når du reflekterer lidt over de egentlige emner, kan du måske ligesom mig, blive lidt i tvivl om, hvor den egentlige grænse mellem det spirituelle og det jordiske ligger!
NYT! FRA 1. DECEMBER 2007 BLEV BOGFORLAGET LIBRI DAMIANI OPRETTET
Bogforlaget Libri Damiani (Dams Bøger) er nu oprettet. Navnet er inspireret af forfædrene, hvor slægten Dam er opkaldt efter den kristne helgen Damianus, som optrådte med sin tvillingebror Cosmas. De var et par arabiske tvillinger, som omvendt til kristendommen hjalp de fattige og søgte at udbrede troen på næstekærlighed. De led på en grusom måde martyrdøden under den romerske kejser Diocletian i året 287. Helgendagen er den 27. september. Lad disse brødres fortjenester være en inspiration til forlagets udgivelser!
Den første bog der er udgivet er "Stigs Vedby & Hvideslægten" af Sigvard Mahler Dam, isbn nr 978-87-92289-00-1. Bogen er udgivet i anledning af landsbyen Ruds Vedbys (tidligere Stigs Vedby) 700 års jubilæum i år 2007, som blev fejret ved hendes majestæt dronning Margrethes og prins Henriks besøg i juni måned. Endvidere opførtes musicalen "Vedby Verdens Navle" af komponist Jacob Kragh & forfatter Sigvard Mahler Dam, af egnsteatret "Borgspillet" i Ruds Vedby i august 2007, hvilket teater i november modtog Sorø kommunes kulturpris (se menu-punkt "teater og revy").
Bogen kan købes for 250 kr (se "Bøger" i menuen her til venstre, og kan bestilles via denne hjemmeside).
I bogen kan læses om såvel de historiske opdagelser, der ligger til grund for Ruds Vedbys oprindelse, samt en hel del nyt omkring Skjalm Hvides slægt på Sjælland - en slægt der især er kendt for Københavns grundlægger Absalon og Kalundborgs ditto Esbern Snare. |
|
|
|