MYTOLOGI

Som Carl Gustav Jung engang har udtalt, gemmer oldtidens psykoterapi sig i folkeslagenes mytologiske historier. Der er helt fra menneskehedens barndom udviklet menneskelige arketyper, som har mange fællestræk på tværs af kulturelle og sproglige forskelle, og disse arketyper har man givet videre generation efter generation iklædt festlige historier, så begreberne nemmere kunne forstås af det enkelte menneske i dets indre udvikling. Der er ind imellem brugt et eventyrsprog, som minder om det sprog vores underbevidsthed benytter, når den om natten sender drømme til os, for at give os et fingerpeg om, hvordan vi egentlig har det. Det kollektive ubevidste bevarer disse arketyper for os, og vi kan sagtens fiske myterne med deres skjulte visdom frem igen, også selv om man ikke har beskæftiget sig med emnet i en eller flere generationer. De findes bevaret dybt inde i hver enkelt persons "indre Hades"! Du skal blot aflede den frygtindgydende hund Kerberos' opmærksomhed et øjeblik for at slippe igennem til din indre hule.

Hvordan hænger det hele da sammen, hvordan har udviklingen været, når vi ikke lige skal tænke naturvidenskabeligt på "Big Bang", men bevæge os ud på filosofiens vinger? Her følger min gendigtning af de gamle grækeres version af Skabelsen.

TOMRUMMET

I begyndelsen var der ingenting

Et mægtigt hul, et tomrum lå dér midt i ingenting. Dette tomrum hed Kaos. Der var utrolig stille, for der var intet der rørte sig. Der var hverken lys eller mørke, men det var såmænd lige meget, for der var alligevel ingen, der så det. I uendelige tider lå tomrummet midt i ingenting.

Langsomt fødte Kaos Mørket, Erebus, han krøb ud af tomrummet og bredte sig over det hele, han er det mørke, der skjuler sjælene og alle de tanke-væsener, som langsomt opstår af intet. Snart efter fulgte hans søster Natten, Nyx, hun voksede også frem af det mægtige Kaos. Erebus og Nyx udgjorde de to første sfærer i verden, nattens og sjælenes stille sfære.

Nyx og Erebus krøb rundt om hinanden i umindelige tider, og på et tidspunkt lå de så tæt, at en sjæl opstod af deres favnende berøring. Eurynome, Al tings Gudinde, sad pludselig nøgen imellem dem, og de kælede hendes lemmer med deres tavse, bløde favntag, så hun langsomt vågnede og foldede sine sorte vinger ud. Eurynome er en rastløs sjæl, snart begyndte hun at flyve rundt i Mørket og rundt i Natten. Hun opdagede, at Mørket var fyldt med vand, men hun kunne ikke finde et ståsted for sine fødder, så hun kastede sig ind i Mørket og skilte vandet ud, så der opstod et vældigt hav, og nu dansede hun alene omkring på bølgerne. Eurynome dansede over bølgerne i mægtig fart, bag sig fik hun sat gang i Mørket, og noget fulgte hendes bevægelser som et kølvand - det var vinden, der opstod. Hun dansede mod syd, og således fødte hun Nordenvinden, Boreas, der bringer budskaber fra sjælenes rige.

Engang vendte Eurynome sig hurtigt om og fangede Boreas, som hun gned hårdt mellem sine hænder, så den blev varm og antog fast form, og således skabte hun den store slange, Ofion. Hun var nu ikke alene mere, og de to dansede i Mørket og i Natten, vildere og vildere blev de, indtil Ofions begær blev så stort, at han slyngede sig om hendes guddommelige lemmer og befrugtede hende.

Eurynome blev gravid. Hun forvandlede sig til en due, byggede sin rede på Erebus' bølger, og efter en tid lagde hun et stort sølvæg i Mørkets sfære. På hendes bud slyngede Ofion sin slangekrop syv gange rundt om ægget og rugede fast på det. Det klækkede, og ud kom Længslen, Eros.

Eros er tvekønnet med gyldne vinger, og idet h.n har fire hoveder, kan h.n holde øje med alle fire verdenshjørner på én gang, og med sine fire tunger kan h.n på én gang brøle som en tyr, råbe som en løve, hvæse som en slange og bræge som en vædder.

NATTENS HERSKERSKAB

Længslen voksede sig hurtig stor, spejdede ud i alle retninger, men der var ikke rigtig noget, og Eros savnede alting. Især savnede h.n et sted at være, så Eros satte sig og skabte Moder Jord, Gaia, som man kunne gå rundt på, og sandelig her fandt Eros en grotte og flyttede ind.

Eros savnede nærhed og samvær i sin tilværelse, men snart flyttede Natten sig stille og snigende ind i hulen til Eros. Således blev Nyx den første hersker i jordens sfære, Nattens Dronning, der behersker orden og retfærdighed.

Mens Nyx sad og herskede, savnede Eros mere, og erkendte, at h.n ikke kunne skabe det hele selv, så h.n vækkede Nattens og Mørkets længsel og førte dem atter sammen, og af deres samvær fødtes Æteren og Lyset, der nu opfyldte tomrummet over havet. Nyx var meget frugtbar, og midt i deres sjæle-verden fødte hun Søvnen, og af Søvnen kom Drømmene og til sidst Døden, der skal befolke Erebus med sjæle, skønt der endnu ikke var nogen, der kunne dø.

HIMLENS HERSKERSKAB

Midt i det hele ligger den frugtbare Moder Jord, og Eros får Æteren, luftens sfære, til at trænge ind i Gaia og befrugte hende, og mens hun sover tungt, føder hun sin førstefødte, Himlen, Uranos, som stiger op fra hendes skød og hæver sig højt for at se ud over det hele, hvorfor han får tilnavnet Kongen over Bjergene. Da Uranos havde set ud over verden, så han med attrå på Gaia og lod sin frugtbare regn skylle ned over hendes hemmelige kløfter og sprækker, og straks spirede græs og blomster frem, der voksede træer, og Gaia fødte dyrene, der løb omkring på jorden, og fuglene, der befolkede luften og træerne. Uranos' frugtbare regn løb ned ad bjergsider og bakker, samlede sig i bække og åer, som blev til floder, der skabte de jordiske have og søerne, og Gaia fyldte dem med fisk.

Nu fik Uranos øje på Nyx og hendes scepter. Uranos fik vældig lyst til at herske, for han følte sig som den mest ophøjede, og da han også var stærk, så tog han scepteret fra hende og skubbede hende ud i Mørket, hvor hun hørte hjemme. Gaia blev glad for sin førstefødtes succes, for Nyx var ikke hendes barn, men Nyx blev fortørnet, og nu fødte hun Nemesis, Striden, Bedrageriet og Sladderen.

Æteren forenede sig atter med Gaia, trængte ind i hende, og af deres forening voksede Tartarus sig stort i det dybeste af Mørkets sfære. Tartarus befrugtede også Moder Jord der nede i dybet, og af deres mørke forening opstod de tre Giganter med hundrede arme hver: Briareus, Gyges og Cottus, men Uranos kunne ikke lide dem, så da de dukkede frem, jog han dem atter ned i det dybe Tartarus, hvor de skjult måtte vente på bedre tider.

Eros satte endnu mere gang i Uranos' længsler og begær, så hver aften steg han ned og lagde sig om den frugtbare Gaia og gjorde hende gravid. De næste hun føder er tre Kykloper, Brontes, Steropes og Arges, hver med kun ét øje midt i panden og med mægtige kræfter, men ingen er stærkere end Uranos, og også Kykloperne jages ned i jordens dyb.

En efter en føder Gaia nu de højeste væsener af deres forening, de tolv Titaner, Urguderne, seks piger og seks drenge. Imidlertid lader Uranos sig ikke formilde af deres skønhed, så de forvises af ham til at dele bolig med Giganterne og Kykloperne i Tartarus dyb, hvor de i skjul vokser op med fugten drivende ned ad væggene, og kun med en fjern fornemmelse af lyset og luften i verden udenfor.

Gaia elsker sine børn. Hun lader dem trampe rundt på hende, de kan gøre hende ondt, og alligevel åbner hun sine arme for dem og giver dem kærlighed. Med tiden bliver hun tung og urokkelig af alle de svære fødsler, men hun bærer de tungeste byrder uden at klage. Kun når det går børnene dårligt beklager hun sig, og det gør hun nu, da de fordømt må forblive i hendes indre.

Måske var Uranos blevet så kynisk, dengang han fratog Nyx magten, og hun skabte Nemesis, Gengældelsen, hvorved han blev bange for, at hans egne børn skulle blive mægtigere end han, og fratage ham magten. Imidlertid fik Uranos snarere fremskyndet sit fald end undgået det ved sin hårde fremfærd, for Gaia blev meget sorgfuld over sine børns mørke skæbne, som døde henslæbte de tilværelsen i Tartarus, så hun begyndte at lægge planer med den yngste og klogeste af Titanerne, Kronos, herre over Tiden, og tålmodigt afventede han sin chance i dybet. Kykloperne er gode smede. I dybet bryder de malm, og i deres esse - en stor vulkan - smedede de en dyrebar segl, som de gav Kronos.

DIKTATOREN STYRTES

Kronos venter tålmodigt i hulens udkant med sin skarpe segl. Endelig forsvinder dagens lys og Nyx, der er opfyldt af gengældelse, hjælper med at skjule den oprørske søn. Nu ser de at Himlen, Uranos, langsomt sænker sig over Gaia med erigeret lem og fuld af lidderlighed, for endnu engang at gøre hende gravid med nye skabninger, som han straks vil gemme væk i hendes dybe furer, så snart de er født.

I ly af Erebus springer Kronos frem griber om Uranos' lem, hugger det af med seglen og kaster det ud i havet. Uranos udstøder et vældigt brøl, stirrer vredt på sønnen, og forbander ham med forudsigelsen, at også han engang skal styrtes af sin egen søn, for i Urgudernes verden gentager alt sig, og tiden går i cirkler. Derefter stiger Uranos til himmels og kommer aldrig ned til Gaia mere. Berøvet sit lem må han for evigt betragte livet ovenfra, og kan aldrig mere gribe ind i skabelsesprocessen.

Stranden ned til vandet er fyldt med bloddråber, der er sprøjtet fra det afhuggede lem, og af disse dråber opstår Uranos' unådige døtre, Erinnyerne eller Furierne, Hævnens gudinder. Det er Tisifone, Alecto og Megæra, deres hår er som slanger, blodsprængte øjne sidder i de hundelignende ansigter, deres legemer er sorte som kul, besat med flagermusens vinger. Fra deres bolig i Erebus hører de på alles klager, og de straffer de skyldige ved evig hjemsøgelse; hvileløst driver de synderne til vanvid, slår dem med sømbeslåede piske, og torturerer dem på sind og sjæl. Det er uklogt at nævne dem ved navn for ikke at provokere deres vrede, så søstrene kaldes ofte Eumenides, De Venlige.

På havets bølger flyder det afhuggede lem, men inden det synker til bunds, bobler sæden ud, som skulle have befrugtet Gaia, og af dette skum opstår Uranos' sidste, men smukkeste skabning, Afrodite, Den Skumfødte, kærlighedens gudinde. Aldrig er der siden skabt noget smukkere end hende, den første af alle gudinder. Eros kommer frem fra skyggernes verden, og hjælper beredvilligt den smukke skabning op af vandet, og hvor på landjorden hun sætter sin fod, spirer de skønneste blomster frem. Eros følger nu Afrodite gennem alle tidsaldre - de to kan sammen lave stor magi!

TITANERNES TIDSALDER

Kronos står fortumlet udenfor hulen. Oprøret er lykkedes, men det gik så hurtigt. Langsomt kommer hans søskende frem fra Gaias dyb, først hans stærkeste og voldsomste bror, Japetos, så de andre brødre Okeanos, Krios, Koios og endelig Hyperion. Dernæst søstrene, den frugtbare Rhea, som også er hustru til Kronos, derpå Tethys, Mnemosyne, Themis, Theia og Føbe.

De vældige Kykloper kommer frem og blændes i deres eneste øje, og de ser sig fortumlet om, for al det lys de hidtil har set er fra deres glødende esse i vulkanens dyb. En mægtig larm forkynder Giganternes komme, buldrende vælter de ud af hulens dyb, deres hundrede arme får revet træer omkuld, og deres vældige fødder laver stenskred, hvor de går. Alle udstøder de et sejrsbrøl - ikke mindst Eros med sine fire hoveder og fire tunger. Afrodite skutter sig dog - det forfinede væsen hører ikke rigtig hjemme i Titanernes grove verden, men det ved hun ikke endnu, hun er knapt en time gammel.

Gaia glæder sig nu da alle hendes børn er kommet til ære og værdighed, og en ny tidsalder tager sin begyndelse. Hun ler af glæde, så maven hopper og et par jordskælv ryster jorden, der slår revner. For et øjeblik har alle glemt, at de lever i den titaniske verden, hvor al ting gentager sig.

De tolv Titaner opdelte verden mellem sig, og tog magten fra de første herskere: 1) Erebus' mørke underjordiske sfære med floden Styx og Tartarus tilfaldt Koios. 2) Nattens sfære blev overtaget af Theia. 3) Jorden og Livets sfære hørte under Rhea. 4) Himlen, Luften og Vindene blev overtaget af den viltre Krios. 5) Lysets herskerinde blev den lyse Føbe. 6) Drømmen og Dødens frue blev den sentimentale Mnemosyne. 7) Lovmæssigheden og oraklernes gudinde blev Themis. 8) Havene tilfaldt Okeanos. 9) Stridens og Selvopholdelsens herre var den hidsige Japetos. 10) Tiden og Jordens overflod kom under Kronos. 11) Floderne og det ferske vand blev indtaget af den uforusigelige Tethys. Og endelig 12) Dagens sfære blev overtaget af den strålende Hyperion, personificeret ved Solen selv.

De tolv Titaner - seks af hvert køn - kan sættes i forbindelse med horoskopets tolv tegn. Titanerne beherskede deres element til fulde, men var samtidig slaver af det, og kunne ikke frigøre sig fra det, som deres efterfølgere, Guderne, kunne.