|
At spille teater er en vidunderlig ting – det er der mange amatører, der har fundet ud af, især i provinsen, hvor der findes mange lokalteatre. Jeg har selv med jævne mellemrum deltaget i et udendørs teater, Borgspillet, i Ruds Vedby på Vestsjælland siden 1990.
RUDS VEDBY REVYEN.
I 1991 blev Ruds Vedby Revyen genoplivet efter en del års pause, det var på opfordring af Borgspillet i samme by, at det faldt i min lod at skrive, instruere og spille med i denne revy, som de første år blev opført internt i Borgspillet og på Ruds Vedby dagen i maj måned.
Siden er revyen med enkelte års pause blevet opført på Ruds Vedby Kro, senest i marts måned 2006, hvor vi midt i Muhammed krisen, gjorde det resten af Danmark ikke turde, nemlig at se humoristisk på forholdet mellem danskere og indvandrere.
I 2007 er det 700 års jubilæum i Ruds Vedby, desværre er revyen aflyst på grund af et manglende spillested og manglende opbakning. Vi håber at vende tilbage på et senere tidspunkt!
KALUNDBORG REVYEN.
I 2006 blev jeg headhuntet af KGB til at lave revy i Kalundborg, idet man ønskede at genoplive denne revy i byen. Med udgangspunkt i Shubiduas sang "Costa Kalundborg", som man må sige er blevet yderst aktuel med de kommunale visioner om via alle luxuslinerne, at gøre Kalundborg til en kæmpe turistby, så tog vi strøm på byens internationale drømme.
"Costa Kalundborg 2" havde premiere den 4. juli 2007, og spillede 3 dage i alt. Det var midt i regntiden må man sige, hvor vandet til tider plaskede ind i teltet. På trods af vejret mødte glade publikummer op - ikke så mange som vi havde håbet på, men de der var der støttede godt op om løjerne! Tak for det, folks!
Endelig efter flere års pause kan vi genoptage revyen i Kalundborg - vi spiller i byens bowling-center i september 2010. Her kan gæsterne spise lidt mad før revyen, eller rulle et par bowling kugler før eller efter løjerne!
BORGSPILLET.
Efter at have deltaget i en hel del forestillinger i Borgspillet i Ruds Vedby siden 1990, hvor jeg var flyttet til byen fra København, skrev jeg i 2003 forestillingen ”Rænkespil i Stigs Vedby”, der blev instrueret af Pierre Miehe-Renard, og handlede om den dramatiske tid, hvor brødrene Erik, Abel og Kristoffer kæmpede om kronen i Danmark, og Hvide-slægten i Ruds Vedby fik næsen i klemme (dengang hed byen Stigs Vedby - derfor teksten).
I 2007 fik jeg og komponist Jacob Kragh opgaven at lave jubilæums-årets forestilling, en musical, der tog publikum med gennem Ruds Vedbys historie op til nutiden. Det var en rejse i tiden - ren magi - med titlen "Vedby Verdens Navle". Instruktøren var Louise Schouw.
I 2008 gik det løs igen i kompaniskab med Jacob Kragh, og instruktør Pierre Miehe-Renard. Denne gang lå musicalens handling i 1800-tallets begyndelse, i den svære tid, hvor englænderne huggede vores flåde, bombarderede København, svenskerne huggede Norge og endelig gik landet bankerot, alt imens kongen hyggede sig med sine damer. Titlen var "Sorøs Skjulte Skatte", som henviste til, at kronjuvelerne blev gemt i Sorø kirke, at kongens elskerinde fru Dannemand også blev gemt af vejen i byen, og endelig fik de uforvarende vækket en anden "skjult skat", nemlig digteren Ludvig Holberg, som blev vækket i sin kiste, og blev fortørnet over, at hans fædreland (Norge) nu ikke mere var dansk! Stykket blev som altid opført i august måned - se under "links", der findes Borgspillet, hvor du kan holde dig orienteret om, hvad der sker i år.
Ved juletid i 2009 instruerede jeg et "købestykke" - der hed "Fattig Jul" - hvor en håndfuld gæve skuespillere fra den trofaste sommer-trup mødte op, og gav den hele armen i dette morderne julestykke med nisser og hele molevitten. Vi opførte også forestillingen i Sorø.
VIKINGER.
I 2003 skrev jeg "Uffe hin Spage" over det gamle sagn fra vikingetiden af samme navn. Det blev opført af elever på en special-skolen ved en konkurrence med andre skoler. Der var en del uro ved dette arrangement, hvor omkring 500 elever var forsamlet, men det interessante var, at der var fuldstændig stille under "Uffe hin Spage". Det var glædeligt for mig at opleve, at nutidens børn og unge kunne gribes af et historisk stykke. Uffe-rollen minder nu også lidt om klassens tykke dreng, der mobbes, og de væmmelige saksere, der udfordrede danskerne til tvekamp, havde fået tøj på, så de lignede gadens bande-drenge, så der var lidt nutid med - som der altid bør være efter min mening.
I 2010 er dette stykke blevet optaget på listen over de teaterstykker, som udlejes via Danteater.dk.
MUSA & KAT
Ved mit møde med kalundborgerne under revyen i 2006, viste der sig at være en masse dejlige og spændende mennesker, som var med i teaterforeningerne MUSA og KAT (Kalundborg Amatør Teater) i Kalundborg. Se under "links", der kan du finde foreningernes hjemmesider. KAT stillede velvilligt lokaler til rådighed, så vi kunne øve der, og jeg meldte mig ind i begge foreninger, for at opretholde kontakten til disse nye legekammerater, og var kardinal Richelieu i forårets musical "De 3 Musketerer", som opføres af MUSA - instrueret af Steen Langtved. Der var premiere d. 19. april 2007 - og det blev en succes med utrolig mange tilskuere.
I foråret 2008 var jeg med i Danmarks-premieren (ja, du læste rigtigt!) på "Annie Warbucks" (en efterfølger til den bekendte musical "Annie"). Her havde jeg fornøjelsen at spille præsident Rosevelt. Da figuren som bekendt var lam i benene, er det den første rolle jeg har spillet, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om koreografien - det var op til mine "førere" at trille rundt med rullestolen.
TEKSTER.
Hvis du ønsker at få skrevet et teaterstykke, eller blot nogle enkelte sketches til en revy, firma- eller familiefest, så kontakt mig.
Priser og rettigheder taler vi om.
|
|