|
Den nordiske mytologi ligger dybt i vores vikingesjæl og kan findes frem på trods af 1000 års kristen indflydelse. Vi kan ved at studere dette komme i kontakt både med vores forfædre, og finde vores rødder i det land, hvoraf vores krop er opvokset. Hvad tænkte og forestillede man sig egentlig dengang, før kristendommen kom og blandede sit ørkensand ind i fimbulvinteren?
Fælles for mange kulturer er, at mennesket meget tidligt lagde mærke til 4 specielle dage i året: 2 hvor dag og nat var lige lange (forårs og efterårsjævndøgn) og 2 hvor henholdsvis dagen var længst (sommersolhverv) og natten var længst (vintersolhverv). Disse 4 dage udgør rammerne om vores solår, og de repræsenterer de 4 årstider. Mange forhistoriske anlæg (fx det kendte Stonehenge i England) er bygget i den hensigt at fastlægge disse dage på året. Det er måske uforståeligt for os i dag, der kan slå op i en kalender, men det er ikke helt nemt at holde rede på datoerne og dermed kronologien i et jordisk år. Selv om der kan være en tendens til at kalde de gamle kulturer primitive i ordets nedladende betydning, så ønskede vores forfædre at være helt præcise i udmålingen af årets gang.
Måske var vintersolhvervet vigtigst - det udgør i hvert fald et godt udgangspunkt for vores historie. Efter en lang periode hvor lyset langsomt er svundet ind, så man kunne frygte, at natten helt ville opsluge verden, når vi frem til vintersolhverv ved årets korteste dag og opdager heldigvis, at lyset gradvist vender tilbage. Det er ikke mærkeligt, at man fra gammel tid af har ønsket at fejre dette med en ordentlig fest - vores jul. Denne dag blev den livgivende Sol født, og han voksede og bekæmpede gradvist mørket, indtil han ved forårsjævndøgn stod i sin manddoms pragt og havde overvundet mørket, og man afholdt den livgivende forårsfest, som siden blev til påsken. Nu var det lyset, der helt ville overtage verden, indtil Solen døde ved sommersolhverv, og sankt Hans bålet i dag minder os om Solens ligfærd, for på den tid brændte man sine døde. At vi i dag symbolsk brænder hekse af, stammer fra de kristne præster, der forsøgte at aflive de forrige guder ved at gøre dem til dæmoner.
Nu har mørket atter chancen for at vinde mere og mere af dagen, indtil slaget synes vundet ved efterårsjævndøgn, og skønt dag og nat er lige lange som ved forårsjævndøgn, er dette en pessimistisk tid, for nu går det mod mørke tider, indtil Solen heldigvis genfødes på årets korteste dag. Naturens kredsløb beskriver således livets gang med fødsel, opvækst og død, for atter at slutte evighedens kreds ved genfødslen, og dette har givet inspiration til mange mytologiske fortællinger.
I oldtiden samledes man ved gravhøjene ved vintersolhverv, højene hed "daudra dura" - "dødens dør" - for man så her indgangen til dødsriget. Her sad 3 gamle kvinder (som siden i vikingetiden blev til de 3 Norner), som man kunne opvække ved ofring, bøn og sang. Man ofrede smør, brød og lignende i de skålgruber som ofte kan ses på kæmpehøjens sten. Når søstrene var vækket, steg de op på jorden, Akka (Ageren), Gro (Væksten) og Lussi (Lyset) hed kvinderne oprindeligt, og Lussi fødte Lysets Søn (Frøj), Solen.
Denne Lysets Søn lignede meget den kristne Lysets Søn, der blev født til jul, så for at få nordboerne til at afstå fra deres gamle skik, sagde de senere kristne præster, at Lussi var identisk med sankta Lucia, og de flyttede hendes dag til den 13. december. Men endnu vandrer Lussi fulgt af sine hvidklædte søstre med lys i håret rundt og velsigner folk ved juletid.
|
|