Slægtsforskning
I mange år har jeg beskæftiget mig med slægtsforskning, og dette noget tørre emne, har ofte fået mig ned på jorden, for det beskæftiger ens logiske sans. I 1980erne og 90erne fik jeg publiceret en del artikler, som nu med Internettets udbredelse er udbredt helt til Canada og USA, og jeg ser mange danskere henvise til disse udenlandske sider, skønt kilden er dansk, så læs her om de gamle slægtslinier, som måske går tilbage til Gorm den Gamle, hvilket i de seneste år er blevet et helt kriterium for slægtsforskningen.
Jeg påtager mig gerne slægtsforskningsopgaver, hvis du selv er kørt fast, eller synes det bare er for kedeligt arbejde.
Prisen er timebetaling - eller efter aftale.
Se exempler på egen forskning på min familieside (se undermenuen "links" på forsiden).
Jeg har skrevet følgende artikler i "Personalhistorisk Tidsskrift":
"Unkersønnerne - en fynsk adelsslægt der slog på købmandshandel" 1986, s. 117.
"Jordbjerg-slægten - endnu en gang" 1990, s. 153.
"Strangesønnerne - en nørrejysk høvdinge-æt" 1993, s. 1.
Samt i den skånske årbog "SAXO", der udgives af Monitor Förlaget i Skåne:
"Landet Borringholm under Lunde Kapitel" 1985, s. 28.
"Landet Borringholm - Bornholmsk-skånske slægtskredse" 1986, s. 71.
"Landsdommer-patriciatet på Bornholm" del 1, 1987, s. 80.
"Landsdommer-patriciatet på Bornholm" del 2, 1988, s. 70.
"Oluf Kofoed - den syngende borgmester" 1989, s. 54.
"Erlandsønnernes herkomst" 1990, s. 43.
"Over hals og hoved, et ramaskrig over Bornhoms land" 1991, s. 96.
"De brogede Gagge'r" 1992, s. 111.
"Oluf Tuesen på Bornhom" 2000, s. 132.
HVORDAN KOMMER JEG IGANG?
Der er flere måder at lave slægtsforskning på, alt efter hvad du ønsker, og hvilke oplysninger du har til rådighed. Men du kan da altid begynde med dig selv og se, hvor mange generationer du kan komme tilbage ad denne vej. Når du ikke kan komme længere, så er det på tide at spørge de ældre i familien, jeg har ofte hørt folk beklage, at de ikke hørte efter eller nedskrev de historier, som de gamle i familien fortalte - mange historier er "gået i graven" med de ældre, især fordi vi i dag ikke hæger om fortælletraditionen. Husk også at få de ældre til at skrive navne på de fotos, som findes i familien - mange familier finder et gammelt album på loftet, hvor navnløse mennesker stirrer på os fra siderne. Man fornemmer, at det er nogle af forgængerne ... men hvem?
EFTERSLÆGTSTAVLEN
Den nemmeste måde er at finde ud af, hvem du egentlig er i nær familie med. Vi dyrker ikke slægtskab så meget mere som i gamle dage, det er der ikke plads til i vores moderne samfundstruktur. Som regel kender vi vores fætre og kusiner, men kender vi det næste led? I gamle dage kaldte man fætre og kusiner for "søskendebørn", altså "børn af søskende", vores fars og mors søskendes børn. I 1636 under kong Christian 4tal kom der en lov, der tillod fætre og kusiner at gifte sig, før den tid blev det betragtet som blodskam. Leddet længere ude kaldte man "næst-søskendebørn", altså børn af vores forældres fætre og kusiner. Måske kender vi dem, vore "grand-fætre" og "grand-kusiner", som de kaldes, men vi har sjældent kontakt med dem i dagens Danmark.
Du kan lave en oversigt over dem, en såkaldt "efterslægtstavle", hvor du vælger et par af dine oldeforældre (alle har 4 par af dem, 8 i alt), og noterer alle de børn der er født efter dem, så har du en efterslægtstavle.
Man kan lave en efterslægtstavle over ethver par mennesker, der har fået børn sammen, lige meget hvornår de levede. Man kan også lave en efterslægtstavle over Gorm den Gamle og Fru Thyra, men den bliver dog ret omfattende! S. Otto Brenner udgav et sådant forsøg på Dansk Historisk Håndbogsforlag i 1978, som bliver benyttet af mange slægtsforskere. "Nachkommen Gorms des Alten" hedder den, da han vist mente, at der var en stor tysk interesse for emnet. Han stoppede dog i 1300-tallet i den 16ende generation. Bogen er tyk!
STAMTAVLEN
Kender alle vel af navn, og betegnelsen dækker egentlig "hvem nedstammer du fra i lige linje", og da vi lever i et patriarkalsk samfund, menes den lige mandslinie. Ofte er det den stamfader, som man har sit slægtsnavn efter. Vi kender det fra Det nye Testamente, hvor Jesu stamtræ gennem hans far Josef oplyses helt tilbage til Abraham ... så der er altså ikke tale om en jomfru-fødsel ifølge Mattæus evangeliet! Det var vist et lille sidespring...
ANETAVLEN
Er nok i dag den mest udbredte form for slægtsforskning, der opstår ved, at du hele tiden noterer forældrene, så langt tilbage du kan komme. Det er også den af typerne, hvor det er nemmest at nummerere personerne, så du kan holde styr på dem. Altså du begynder med dig selv og kalder dig "nummer 1" (den man begynder med kaldes med et fint ord "probanten"), så noteres dine forældre, hvor far bliver "nr. 2" og mor "nr. 3", dernæst noteres dine bedsteforældre, farfar bliver "nr. 4", farmor "nr. 5", morfar "nr. 6" og mormor nr. 7" - således fremgår det, at enhver persons far får et nummer, der er dobbelt så stort, som personen selv, og enhver persons mor et nummer, der er dobbelt + 1. Altså hvis mor er nr. 3, så er morfar det dobbelte: nr. 6, og mormor det dobbelte + 1= nr. 7.
Det var en kort orientering om 3 måder at lave slægtsforskning på. Du kan gå på biblioteket og låne nogle gode bøger om emnet, der kan hjælpe dig igang. Jeg benyttede i sin tid "Slægtshistorie - en vejledning" af Hans H. Worsøe, Kbh. 1977, men nu er det jo mange år siden, så den er sikkert kommet i en ny udgave!
AMMESTUESNAK
Hvis der findes nogle ældre mennesker i din familie, er det godt at begynde her. Få dem til at fortælle deres historie og sørg for at notere det hele. Som regel bliver de ældre også glade for denne nye kontakt, der opstår med de yngre personer, samt det at de gamle "ammestuehistorier" nu pludselig har en værdi. Da jeg begyndte som teenager, kunne jeg næsten på denne måde få udfyldt mit 16 aners skema, som er anetavlen med de 16 tipoldeforældre. Næsten! Min mormor vidste kun, at hendes mormor igen hed Grethe, senere fandt jeg hende i kirkebogen som Else Margrethe Andersen, endvidere skal man heller ikke regne med at få oplyst alle fødsels- og dødsdatoer, men du får lavet et skelet, hvorpå din videre forskning kan bygges, når du senere skal til at søge i folketællingslister, kirkebøger og skifteprotokoller.
Du bør udvikle en kritisk sans, for i enhver familie udvikles ammestuehistorier, og du møder dem ikke kun i de mundtlige historier, men også i de skriftlige kilder, der ligger længere tilbage. Disse historier kan være meget drilske, og forårsage en masse spild af tid og energi - og jeg taler her af bitter erfaring! Som tiden går, er der ofte en tendens til at pynte lidt på sandheden og forgylde minderne om de forgangne tider. Nogle exempler følger.
Mahler var ikke præstesøn, men tog navnet efter sin profession.
Som for eksempel et notat med min religiøse oldemors håndskrift, hvor hun skrev, at hendes oldefar i Rønne hed Frederik Larsen Mahler, og søn af præsten i Clemensker Lass Mahler, og det har familien ment i 150 år. Du bliver ikke populær i familien, når du trævler historien op: manden hed Frederik Mogensen, kaldt Mahler, fordi han var maler af profession, hans far var rebslager, hed for øvrigt ikke "Mogens", men Jens Pedersen Werner, så det var også en hård nød at knække ... det tog mig 25 år at finde de rette brikker!
En professionel anetavle fuld af fejl.
Min morfar og søskende gik i 1942 sammen om at få lavet en anetavle med et fint stempel fra "Personalhistorisk Institut" i København, det var jo dejligt, sådan at få det hele forærende - tilsyneladende! Indtil 2006 hvor Danmarks kirkebøger er lagt på Nettet, og jeg fik den "underlige" idé at efterkontrollere tavlen, og heldigvis for den er fyldt med fejl. Ikke blot små dato-fejl, men helt andre personer, og nogle af fejlene kan endda påpeges via folketællingerne. Nå, men de gode forskere fik deres penge, og er sikkert døde nu, og min familie var glade på det tidspunkt, men det viser, at på trods af fine stempler kan ammestuehistorier nemt opstå. Desværre har fejlene forplantet sig til den store Mormon database, der også benyttes af mange danskere.
Adelig herkomst.
Ofte støder vi på beretninger, hvor en familie hævder at nedstamme fra en adelig person. En ligprædiken fra 1705 efter den første politimester i København, Claus Rasch til Raschenberg, fortæller, at hans oldefar Johann Rasch blev gift med Anna datter af greven af Egmond, der sammen med sin søter Lucia blev fordrevet fra Holland, da landet i 1567 blev besat af den spanske hertug af Alba. Historien blev gentaget i den første udgave af "Biografisk Lexicon" af Bricka, og fandt i 1957 vej til "Bornholm Tidende", idet Claus Rasches fætter Philip har en stor efterslægt derovre. Så mange ville være efterkommere af den hollandske frihedshelt grev Lamoral van Egmond, der sammen med grev Horn blev halshugget på torvet i Bruxelles i 1567, netop på foranledning af den spanske hertug af Alba (Nederlandene - Holland og Belgien tilhørte Habsburgerne, der var konger af Spanien, men ville løsrive sig på dette tidspunkt).
Det var faktisk ovennævnte artikel fra mit fødselsår, som man havde talt meget om i min familie i min barndom, som fik mig til at studere både slægtsforskning og heraldik. Jeg læste, at op mod 1/3 af Hollands befolkning flygtede ud af landet i 1567, da spanierne invaderede, mange af dem til Nordtyskland, især egnen omkring Hamburg, hvor slægten Rasch havde hjemme. Imidlertid gik det hurtigt med at gennemhulle myten, når først et exemplar af slægten Egmonds stamtavle blev fremskaffet. Grev Egmond havde godt nok en datter Anna, men hun gik i kloster og forblev ugift. Igen upopulær i familien!
Flere år senere faldt jeg imidlertid over en ligprædiken fra Hamburg 1625 over afdøde Lucia Rasch, datter af Johann Rasch og Anna Egmond. Så hustruens navn var rigtigt nok - i årene op til Claus Rasches beretning har man så fået sat det lille ord "greve" ind. Det er sikkert sket, fordi man i Danmark har været berørt af historien den halshuggede greve. Hvad man ikke vidste her oppe, var at der var flere grene af slægten Egmond, og de var ikke grever - én linie van Egmond van Meerenstein blev frataget alle besiddelser af spanierne, og alle medlemmer døde inden Holland blev selvstændigt og der blev fred. Eneste overlevende registreret i Holland er Lucia Egmond - mon søsteren til Anna? Denne linie af slægten Egmond førte som heraldisk hjelmtegn en halv opspringende, rød hjort, et mærke også denne slægt Rasch benyttede i 1600-tallet.
Dette kunne være et exempel på, at en ammestuehistorie kan indeholde et gran af sandhed.
Tidsforskydning.
Samme Claus Rasches ligprædiken rummer også en tidsforskydning, som ofte forekommer, når man kommer på afstand af begivenheden. Det fortaltes, at samme Johann Rasch kæmpede under Johann Rantzaus fane i "Slaget ved Traven" under "Grevens Fejde". Samler man fakta, synes det umuligt at manden er i krig i 1535, først bliver gift i 1567 og dør i 1622, som den holstenske hertugs inspektør over Ditmarsken. Ved sin død kaldes han godt nok for "gammel", men han forestår stadig sit embede, hvilket er umuligt, hvis han var over 100 år!
Der må have været en historie i familien om en krigshelt, man har glemt hans navn og tillagt dåden til Johann Rasch, men det må vel gælde hans far, hvis navn endnu i dag ikke er fundet.
En anden Rasch-slægt havde imidlertid samme tradition! Man fortalte i 1700-tallet, at stamfaderen hed Rose, men på grund af en "kæk dåd" i krigen under Christian 4tal blev kaldt Rasch (rask - hurtig). Familiens våbenskjold viser 3 roser, men under slægtsforskningen finder man ud af, at den første mand der kan påvises, Jørgen Rasch, spillede lut i Christian 4tals kapel, så han har næppe været kriger!
Familien købte den fynske herregård Rønninge Søgård, og aldrig så snart de var flyttet ind i nærheden af politimester Claus Rasch, satte de hjorten i deres våbenskjold sammen med roserne for at antyde slægtskab. En forfatter af berømte familiers stamtræer, Christopher Giessing, fortalte i 1781, at de 2 familier var i slægt, og det ville han vise ... i et bind der aldrig udkom!
Lutspilleren Jørgen Rasch tilhørte samme generation som inspektøren Johann Rasches børn, så man kunne antage, at Jørgens farfar og Johanns far var den samme mand, som altså ikke kæmpede under Christian 4tal, men under Christian den tredje, altså inden han blev konge, for hans feltherre var netop Johann Rantzau.
En i denne forbindelse interessant ammestuehistorie stammer fra "Allgemeine Deutsche Biographie", Band 27, Leipzig 1888, der fortæller, at en af de første lutherske præster i Amberg i Pfalz hed Thomas Räsel, hvis slægtsvåben netop var 3 roser, og af en eller anden grund omdøbte Melanchton ham til Thomas Raselius, men slægten kaldte sig også herefter Roselius, fortæller biografien. Denne slægt flygtede på grund af alle religionsstridighederne til Hamburg, hvor også de øvrige Rasch-slægter havde deres gang. Er alle disse ammestuehistorier brikker i samme spil? Måske finder man ud af det, måske vil det altid være et mysterium.